Bliv forført af norske elverfolk i Vintapperstræde

Når mørket sænker sig over Odense i uge 34, kan gæster fra nær og fjern se frem til en magisk lysoplevelse, når overnaturlige væsner holder fest lige midt i Vintapperstræde under H.C. Andersen Festivals.

7. August 2019

I uge 34, når den syvende udgave af H.C. Andersen Festivals løber af stablen, kommer Odense til at emme af liv og eventyr, når mere end 100 gadeperformances indtager gader og stræder. Der er spændende oplevelser i vente for både børn og voksne, for de morgenfriske og for natteravnene.

Hvis du hører til sidstnævnte kategori, bør du overveje at lægge vejen forbi Vintapperstræde i de sene aftentimer, hvor en magisk portal til elverkongens høj åbner sig. I højen kan du se skyggerne og høre lydene fra norske trolde, elverfolk, lygtemænd og andre overnaturlige væsner, der fester og danser i højen.

Den magiske lysoplevelse har fået navnet Elverhøj og er udviklet og produceret af billedkunstner Georg Jagunov og illustrator Chimi Changa. De er også kunstnerne bag de hvide, lysende paraplyer, der i flere omgange har prydet Vintapperstræde. Oplevelsens eventyrlige musik står musiker Iza Mortag Freund bag.

- Elverhøj er en visuel og musikalsk oplevelse, hvor folk kan forvente at komme i kontakt med det magiske. Dem med god fantasi vil uden videre kunne bevæge sig ind i eventyret og sidde med ved bordet til festen, mens dem, der har glemt, hvordan man digter, kan øve sig og begynde at se, lytte og lade tankerne flyve igen, fortæller Chimi Changa.

Fantasifulde mennesker, hvide lagner og levende lys

Der er mange måder at udvikle nye projekter på. Og med sit kreative væsen ynder Chimi Changa at skabe projekter på nye, anderledes og inddragende måder – noget han også gjorde brug af, da startskuddet til udviklingen af Elverhøj lød. Han holdt nemlig en helt særlig fest i sit galleri i København.

- Jeg inviterede 30 af de mest fantasifulde og åbne mennesker, jeg kunne finde. Alle var klædt i hvide lagner, rummet var fyldt med levende lys og luften fyldt med skovlyde. Midt i rummet stod en lille scene, hvor skuespiller Kim Hammelsvang læste eventyret Elverhøj højt, fortæller Chimi Changa.

Den spøjse fest blev startskuddet på Elverhøj-projektet, som Chimi Changa og Georg Jagunov allerede dagen efter gav sig i kast med at udvikle på baggrund af aftenens stemning og tilbagemelding på universet.

Du kan opleve Elverhøj, når mørket falder på fra tirsdag til fredag i uge 34. Find flere informationer og planlæg din tur her.