Albani bliver ny leverandør til festivalen

Efter tre års fravær bliver to fynske kulturinstitutioner igen knyttet tæt sammen. Albani er nemlig tilbage som leverandør for H.C. Andersen Festivals

8. Maj 2019

Albani var med helt fra starten, da H.C. Andersen Festivals blev afholdt første gang i 2013, og nu er det fynske bryggeri tilbage som leverandør for den store kulturfestival i Odense. Efter tre år med Carlsberg som leverandør har festivalen lavet en treårig aftale med Albani.

I et brev skrev H.C. Andersen engang om en af Albanis øl: ”Jeg kan ikke rose denne øl højt nok. Den er forfriskende, delikat og stærk. Prøv den.” Derfor vækker aftalen mellem H.C. Andersen Festivals og Albani formentlig glæde i digterens grav på Assistens Kirkegård i København.

Der er også glæde over med festivalen hos Albanis sponsorchef.

”Det er en aftale, som vi er rigtig glade for. Vi var med til at etablere H.C. Andersen Festivals i sin tid, og nu er tiden den helt rigtige til at vende tilbage,” siger Freddy Larsen og tilføjer:

”Festivalen er på mange måder vokset op og er blevet en smuk svane, hvilket glæder os, fordi vi var med til at skabe den. Det er en festival, som i høj grad har etablereret sig som et fast højdepunkt i Odense i uge 34, og samtidig lægger aftalen godt i tråd med de samarbejder, vi har med andre fynske kulturaktiviteter. Efter vores mening hænger Albani helt naturligt sammen med H.C. Andersen Festivals.”

Også hos festivalen er der glæde over aftalen med Albani, men man lægger heller ikke skjul på, at man altid har haft et godt samarbejde med Carlsberg, der har været leverandør de seneste tre år:

"Carlsberg har igennem de sidste tre år været en professionel og dedikeret samarbejdspartner, som vi har været rigtig glade for. Derfor skal der også lyde en stor tak for samarbejdet," siger Peter Bøgholm, festivaldirektør for H.C. Andersen Festivals, og tilføjer:

"Samtidig er vi begejstrede for aftalen med Albani. Det er en aftale, som går hånd i hånd med vores ønske om at give oplevelser til gæsterne, om det er odenseanere, fynboer eller turister, og jeg er sikker på, at vi sammen kan være med til at fortsætte den udvikling, som H.C. Andersen Festivals har været igennem de seneste år. Vi glæder os til samarbejdet.”